Søgeord

Søgeord er ord og termer tilføjet dit indhold, med henblik på at øge dets rangering i søgemaskinerne. Søgeord identificeres normalt igennem en søgeordsanalyse og er ofte udvalgt på basis af søgevolume, konkurrence og kommeciel interesse.

Søgeord

Hvad er søgeord?

Søgeord eller nøgleord, som nogen kalder det, er de ord og sætninger, som brugere indtaster i søgemaskiner, også kaldt for søgninger. I relation til SEO kan søgeord ses på som ideer og emner, der definerer hvad din side omhandler. Det er de ord eller termer, som du ønsker din side skal findes på i søgeresultaterne.

Søgeord i Google SERP

Lad os sige at du har et website hvor du sælger sommertøj. Du blogger om dine erfaringer med moden igennem anmeldelser og tilbyder, at købe tøjet i din webshop. På webshoppen har du en produktkategori hvor du sælger sommertøjet opdelt på forskellige kategorier.

Produktkategori med søgeord

Spørg nu dig selv om følgende:

  • Hvilke søgeord vil du gerne blive fundet på?
  • Hvilke søgeord tror din målgruppe vil bruge i søgemaskinerne til at finde dig?
  • Hvordan ville søgestrengen se ud?

I dette tilfælde kunne dine søgeord være [sommertøj], [sommerkjoler] eller [sommerbluser], fordi de bedst modsvarer de produkter du sælger på produktkategorien.

Derudover kan du forsøge at besvare de spørgsmål som målgruppen har. Det kunne f.eks. være søgninger så som [hvilken sommerkjole skal jeg vælge?] eller [modetrends i 2024].

Vi bruger ofte begrebet søgeord når der er tale om ét ord og søgetermer, når der er tale om flere sammensatte ord. Langt de fleste søgninger består idag af flere ord.

Hvad er søgeordsoptimering?

Søgeordsoptimering er processen med at analysere, udvælge og målrette de bedste søgeord, som kan skabe kvalificeret trafik fra søgemaskiner til dit website.

Organisk trafik fra Google SERPs

Søgeordsoptimering er en kritisk proces i særligt de indledende faser indenfor markedsføring i søgemaskiner. Dette gælder både når du arbejder med organisk og sponsoreret søgning. Hvis ikke du fra starten udvælger de rette søgeord, så kan alt dit efterfølgende arbejde være forgæves.

Der er mange som tror, at optimering af søgeord kun skal foretages én gang. Dette er desværre en misforståelse. Løbende søgeordsoptimering er nødvendig for kontinuerligt, at afdække nye muligheder og udvide din synlighed på tværs af flere søgeord.

Ved at gentage processen, kan du opnå synlighed på flere søgeord og derigennem, sikre en fortsat skalering af din trafik, leads og salg.

Hvordan ved jeg om et søgeord er godt?

Når du skal til at udvælge, hvilke søgeord der skal indgå i din søgeordsoptimering, bør du altid kigge efter, hvor populært og relevant søgeordet er i forhold til det du tilbyder, samt forstå hensigten bag den pågældende søgning.

Her er en gennemgang af ting der vil svare på, om et søgeord er værdifuldt eller ej.

Søgeordspopularitet

Jo mere populært et søgeord er, jo mere trafik kan det potentielt set levere til dit website. Mængden af trafik afhænger naturligvis af din søgeordsplacering og hvis ikke du ligger på side 1, så skal du ikke forvente den store trafiktilgang.

Når det kommer til at vælge søgeord udfra søgeordspopulariteten bør du gøre dig nogle strategiske overvejelser.

Målret de mest populære søgeord

Hvis du ønsker at tiltrække flest brugere til dit website, så kan du vælge at optimere imod de mest populære og trafiktunge søgeord. Husk dog på, at jo mere populært et søgeord er, jo større er konkurrencen som regel også. Dermed er det ofte sværere at komme til tops og især hvis du har et nyere website.

Målret mindre konkurrenceprægede søgeord

Har du et nyere website, så kan det være svært at konkurrere med store etablerede websites. Her vil det ofte være en bedre strategi, at målrette søgeord i mindre konkurrence, herunder longtail søgetermer, der består af 3 eller flere sammensatte ord.

Men på trods af disse søgeord har mindre trafik, så konverterer de generelt langt bedre. Dette skyldes af søgningerne er langt mere specifikke, hvilket gør det nemmere, at tilfredsstille brugerens søgehensigt.

Longtail søgeord i Google SERP

Longtail søgeord er et godt sted at starte, indtil du har fået bedre fodfæste i markedet og har opbygget mere autoritet i søgemaskinerne. Herefter kan du langsomt begynde at inkludere flere brede og konkurrenceprægede søgeord i din optimering.

Søgeordsrelevans

Det er afgørende at du vælger søgeord som er relevante i forhold til de produkter eller services som du tilbyder. Hvis ikke dine søgeord er relevante, så vil brugerne som sendes ind til dit website, ikke blive mødt med et relevant budskab. Der vil med andre ord opstå et mismatch imellem det de søgte og det du leverer.

I dette tilfælde vil mange brugere vælge at klikke sig tilbage til søgeresultaterne, fremfor at handle og konvertere til kunder. Denne handling kaldes også for “pogo sticking”.

Pogo sticking i Google SERP

Pogo sticking er ikke godt, fordi det er et direkte signal til søgemaskinerne om, at brugeren ikke har været tilfreds med det pågælende søgeresultat.

Søgeordshensigt

For at evaluere værdien af dine søgeord er du også nød til, at forstå søgebrugernes hensigt. Med andre ord identificere, hvilket stadie og mindset brugerne er i, når de foretager den pågældende søgning.

Søger de et bestemt brand? Leder de efter informationer? Er de klar til at købe?

Hensigten bag søgeord kan brydes ned på 3 forskellige kategorier.

  • Navigationelle: Firma, brand, butik og domænesøgninger.
  • Informationelle: Research, spørgsmålorienterede og løsningssøgende.
  • Transaktionelle: Produktsøgende og klar til at købe.

Søgehensigt

Du bør altid optimere imod søgeord som har en stærk hensigt. Når du har identificeret og klassificeret dine søgeord, segmenterer og grupperer du alle søgeord med en stærk hensigt.

Afsluttende fjerner du irrelevante søgeord hvor hensigten ikke er klar. Et perfekt match imellem søgeord og dit indhold betyder flere tilfredse brugere og flere kunder.

Sådan optimerer du dine sider til søgeord

Du har nu identificeret og udvalgt de søgeord, som skal bidrage med mere kvalificeret trafik til dit website. På dit website (on-page) og udenfor (off-page) findes der flere steder, hvor du med fordel kan anvende dine primære søgeord.

Lad os tage en gennemgang af de mere traditionelle on-page faktorer på en webside.

Traditionelle on-page SEO faktorer

Title tag

Brug det primære søgeord i sidens title tag men match ordlyden med det brugeren søger efter, så den forventet søgeordshensigt bliver fokus for indholdet på siden. Undgå unaturlige gentagelser som virker spammy. Undgå at lave en title der er for lang og dermed bliver beskåret i søgeresultaterne.

URL

Brug det primære søgeord i en kort og læsbar URL. Brugeren skal kunne kigge på din URL og forstå hvad siden omhandler. Brug bindestreg (-) fremfor underscore (_) for mellemrum. Undlad brugen af store bogstaver eller ugyldige tegn. Vær konsekvent med din URL struktur og hold dem pæne og statiske ved at undgå dynamiske parametre. Prioriter en flad URL-struktur ved at undgå overflødige underbibliotekter.

Meta description

En velskrevet og unik meta description relaterer til sidens tema og opsummerer indholdet på en side. Ved også at optimere den til brugernes søgehensigt, kan du forbedre sidens click-through-rate (CTR). Inkluder også en call-to-action (CTA) for, at opfordre til handling og skil dig mere ud ved, at bruge dit primære søgeord. Undgå at lave en meta description som er for lang og dermed bliver beskåret i søgeresultaterne.

Headings

Brug det primære søgeord i dit H1-tag. Brug ikke flere H1-tags på samme side. Følg en hierarkisk struktur ved brug af flere heading tags (H1-H4). Brug gerne synonymer og semantisk relaterede søgeord. Optimer også dine headings for Featured Snippets og Voice Search. Udform dine headings så de appellerer til dine brugere og deres søgeordshensigt.

Brødtekst

Brug det primære, synonymer og semantisk relaterede søgeord naturligt i din brødtekst. Skriv dog altid til dine brugere fremfor til søgemaskiner for at undgå overoptimering. Fokuser på at skabe komplet indhold, hvor du går i dybden med alle undertemaer indenfor sidens tema. Formater også din tekst med fed skrift, punktopstilling, farve og styling, for at gøre det mere iøjnefaldende for brugere.

Billeder

Gør brug af et næste generations filformat så som JPEG 2000, JPEG XR og WebP, der giver overlegen kompression og kvalitetskarakteristika. Beskær billedet til det eksakte format det skal bruges i. Optimer nu billedets filnavn med relevante søgeord og adskil ord med bindestreg.

Giv dernæst billedet en brugervenlig Title og beskrivende ALT-tekst, hvori begge dit primære søgeord kan indgå. Tilføj eventuelt også en caption, der er den beskrivelse som vises under billedet. Sørg for at den komplimenterer billedet. Brug også et unikt billede fremfor et stock photo om muligt.

Interne links

Brug relevante søgeord i dine interne links. Forsøg at gøre linkets ankertekst – den tekst der linkes med – beskrivende, så det er helt tydeligt, hvad siden der linkes til omhandler. Pas på ikke at overoptimere din ankertekst. Tilføj også kontekstuelle links imellem sider der er tematisk relaterede.

Undgå at bruge et “no-follow” tag på interne links og pas på, at du ikke har unaturligt mange links per side. Du bør også linke mere til dit vigtigste indhold, der er det indhold, som du helst vil findes på i søgemaskinerne.

Undgå at optimere en side til mere end 1-2 primære søgeord, da siden ellers kan miste fokus og relevans i forhold til brugerens søgehensigt. Dog kan du med fordel gå i dybden med flere relaterede emner og derigennem opnå synlighed på flere søgeord. En side kan med andre ord sagtens være synlig på mange søgeord, ved blot at gå i dybden med mange undertemaer indenfor et sidens tema.

Fordele ved søgeordsoptimering

Fordelene ved søgeordsoptimering er mange. Med viden om hvilke søgeord dine potentielle kunder bruger, kan du:

  • Måle dit trafikpotentiale: Ved at analysere populariteten af søgeord, kan du få en idé om størrelsen på din målgruppe og potentialet i dit marked.
  • Forstå din målgruppe og deres behov: Ved at analysere søgeord som dine kunder brugere, kan du få en god idé om, hvordan du bedst mulig imødekommer deres behov.
  • Udarbejde indhold der modsvarer dine kunders behov: Ved at inkorporere søgeorderne i indholdet på dit websted, kan du besvare dine kunders spørgsmål og behov.
  • Tiltrække kvalificeret trafik og leads til dit website: Ved at optimere dine sider til søgeorderne, kan du tiltrække potentielle kunder som aktivt søger efter dine produkter eller services.
  • Afdække konkurrencen i dit søgesegment: Ved at analysere konkurrencen på søgeorderne kan du få en idé om, hvor stor en indsats der skal lægges for at komme foran i søgeresultaterne.

En god forståelse af din målgruppe er afgørende for dine resultater. I de næste afsnit kan du læse mere om, hvordan en søgeordsanalyse kan hjælpe med, at give dig den fornødne indsigt i din målgruppe.

Hvad er søgeordsplanlægning?

Google søgeordsplanlægning (Keyword Planner) er et gratis værktøj, som annoncører med en Google Ads-konto kan bruge til, at finde søgeord til deres søgekampagner, se estimater for søgninger og hvad det i gennemsnit koster at byde på søgeordene.

Søgeord

Søgeord

Lær mere

Godt gået! Du har nu læst guiden "Søgeord" og er sikkert blevet meget klogere. Du er klar til at kaste dig over den næste lektion.

Flere emner

Indhold

Indhold

Teknisk SEO

Teknisk SEO

Linkbuilding

Linkbuilding